Det 20. århundrede er ved at rinde ud. Verdenskrigenes, revolutionernes og kontrarevolutionernes århundrede ebber ud i en ny økonomisk verdenskrise. Et nyt århundrede og et nyt årtusinde er ved at blive født i dyb global nød og elendighed. Kapitalismen og det kapitalistiske verdensmarked under "Den ny verdensorden" og den såkaldte "globalisering" fejrer sine ødelæggende triumfer: Det er arbejderklassen og folkene, det store flertal som betaler de uhørte rigdomme, som de herskende kapitalistklasser og i særdeleshed det herskende imperialistiske borgerskab vælter sig i, akkompagneret af stadige kriser og krige, af uhørt menneskelig nød og elendighed.
Kapitalismen som verdenssystem har igen og igen vist, at det ikke kan sikre arbejderne og de brede folkemasser på jorden politisk og økonomisk fremgang. "Den ny verdensorden" – imperialismens orden – har spillet fallit. Det understreges endnu engang af den begyndende økonomiske verdenskrise, som trækker sine ødelæggende spor kloden rundt.

Kommunismen er menneskehedens fremtid og håb. Med Oktoberrevolutionen blev menneskehedens dristigste drømme for første gang virkeliggjort. De socialistiske revolutioner og arbejderklassens og folkenes revolutionære kampe overalt har været det 20. århundredes verdenshistoriske drivkraft – i kamp mod mægtige fjender: imperialismen, fascismen og reaktionen, og deres basis: finansmonopolerne og de multinationale selskaber.
Det 20. århundrede var generalprøven på det endelige opgør – med de kommunistiske partier, der fastholdt marxismen-leninismen som deres kompas, i spidsen for arbejderklassen og folkenes kampe og for opbygningen af socialismen i en lang række lande.
Socialismen spillede ikke fallit – men bragte en hidtil uset fremgang til den brede befolkning i de tidligere socialistiske lande. Genrejsningen af kapitalismen i de tidligere socialistiske lande, forårsaget af imperialismen og den organiserede kontrarevolution, bistået af opportunisme og revisionisme i de tidligere kommunistiske partier, har påført arbejderklassen og folkene i disse lande talløse lidelser.
Ved århundredets udgang står det så klart som nogensinde, at kapitalismen er historisk udlevet som socialt system, at fortsat kapitalistisk herredømme betyder en verden af kriser, krige, en permament social og økologisk katastrofetilstand – og at imperialismen og kapitalismen må omstyrtes, for at menneskene kan bygge en bedre fremtid, under socialismens røde banner, ledt af den mest revolutionære klasse i verdenshistorien: den internationale arbejderklasse.
Kapitalismen kan hverken undslippe sine periodiske økonomiske kriser, der bliver hyppigere og stadig mere ødelæggende, eller undvige den almene krise, den befinder sig i som globalt system.
En ny bølge af socialistiske og antiimperialistiske revolutioner i det kommende århundrede vil være det uundgåelige resultat.

Kommunismen i Danmark organiseredes som parti i 1919. Det kommunistiske parti stillede sig i spidsen for den danske arbejderklasses kamp for socialismen i imperialismens og de socialistiske revolutioners epoke, efter at socialdemokratiet var blevet forvandlet fra et revolutionært, marxistisk arbejderparti til et borgerligt arbejderparti, en vigtig støttepille for opretholdelsen af kapitalismen. Den danske arbejderklasses kampe, sejre og nederlag i århundredet har været intimt forbundet med det kommunistiske parti og dets rolle som arbejderklassens fortropsparti. Det kommunistiske parti gik i spidsen for kampen for arbejderklassens rettigheder og befolkningens velfærd, i kampen mod fascisme og reaktion, og spillede en heroisk rolle under den tyske nazistiske besættelse. Det videreførte kampen for national selvstændighed og social fremgang, for fred og socialisme under den kolde krigs, NATO og EU-medlemsskabets betingelser. Alle arbejderklassens store kampe og slag i århundredet bærer kommunisternes stempel.
Men det kommunistiske parti var ikke i stand til at modstå borgerskabets og reformismens pres og systematiske undergravningsvirksomhed. DKP tilsluttede sig den revisionistiske generallinje, som blev udarbejdet af Sovjetunionens Kommunistiske Parti fra dens 20. kongres i 1956 og fremefter. Den førte til socialismens fald og kapitalismens genoprettelse i de tidligere socialistiske lande og til en lang række kommunistiske partiers forvandling til revisionistiske partier: revolutionære i ord, reformistiske i praksis.

Den kommunistiske bevægelse i Danmark stod overfor opgaven at genopbygge og skabe et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund i kamp mod den moderne revisionisme og al opportunisme. Gennem en lang årrække repræsenterede DKP/ML det vigtigste og eneste seriøse forsøg på at opbygge et ægte kommunistisk parti.
Da DKP/DKU brød sammen og opsplittedes i slutningen af 80erne/begyndelsen af 90erne opstod en ny situation og en ny mulighed: samling af hele den kommunistiske bevægelse i eet stærkt parti på marxismen-leninismens grund, på baggrund af arbejderklassens positive og negative erfaringer, nationalt og internationalt. Dette var den store opgave, der stillede sig for de danske kommunister i 90erne for at genetablere kommunismen som en afgørende politisk faktor i arbejderklassens kamp efter den moderne revisionismes nederlag og fallit.

Det må konstateres, at denne bestræbelse – at samle alle erklærede kommunistiske kræfter i Danmark i et parti, på basis af marxismen-leninismen, et fælles program og en fælles linje, strategi og taktik – ikke har ført til det ønskede resultat. En væsentlig historisk opgave og en væsentlig pligt for hele den kommunistiske bevægelse blev ikke løst. Tværtimod konsolideres en række partier og organisationer på et revisionistisk og anti-marxistisk-leninistisk grundlag. Det gælder Enhedslisten, der udviklede sig til et venstresocialistisk, reformistisk støtteparti for en socialdemokratisk ledt regering. Det gælder DKP, der forkastede marxismen-leninismen programmatisk, og blev en gruppering indenfor Enhedslisten. Det gælder KPiD, der ikke ville drage de nødvendige konsekvenser af Sovjetunionens fald og DKPs opløsning, men har fastholdt den samme revisionistiske linje og kurs, som allerede har ført til et historisk nederlag. Og det gælder DKP/ML, der har udskiftet sin marxistisk-leninistiske linje med en generel orientering mod den moderne revisionisme. Ansvaret for den kommunistiske bevægelses fortsatte opsplitning og fraktionalisering hviler tungt på disse partiers ledelser.
Det må således i slutningen af 90erne konstateres, at der ikke findes et stærkt kommunistisk parti i Danmark, og at den danske arbejderklasse står uden et ægte kommunistisk parti, der kan gå i spidsen for dets kamp mod imperialismens og kapitalismens offensiv, mod "Den ny verdensorden", Den europæiske Union, den aggressive NATO-pagt osv. og føre revolutionens og socialismens fane ind i det nye århundrede.
Fra den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBERs 2. landsmøde appellerer vi til alle kommunistiske kræfter i landet, til hele den kommunistiske bevægelse: Kast jer ind i kampen for at opbygge et stærkt kommunistisk parti for det næste århundrede!

At skabe et ægte kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund er og må være den nuværende periodes hovedopgave for alle kommunister. At give op overfor den, fordi den er vanskelig, eller lade sig stille tilfreds med vage forhåbninger om "samling" engang i fremtiden, eller overlade den til de erklærede kommunistiske partier og organisationer, som har saboteret denne bestræbelse gennem en årrække, betyder at acceptere det kommunistiske partis og den kommunistiske bevægelses likvidation – og vil overlade kommunisternes plads i spidsen for arbejderklassens kamp til opportunister af forskellig afskygning.
Processen for at bygge det kommunistiske parti må være konkret, med veldefinerede mål og perspektiver: Bekræftelse af marxismen-leninismen som det kommunistiske partis ideologi og vejledning til handling; udarbejdelsen af princip- og handlingsprogram, en kommunistisk strategi og taktik i forhold til alle klassekampens hovedfelter på vejen mod socialismen; udarbejdelsen af partilove (vedtægter) for et parti af leninistisk type; opsummering af den kommunistiske bevægelses og arbejderklassens historiske erfaringer, fastlæggelse af dets linje i forhold til den parlamentariske arena osv. En konkret partibygningsproces, som samtidig udvikler hele den kommunistiske bevægelses enhed og fælles optræden i klassekampen, der vil blive uddybet i de kommende år.
Den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER vil yde sit bidrag til denne proces, som vil være afgørende for den danske arbejderklasses kamp langt ind i det ny århundrede.

 
Vedtaget på Oktobers 2. landsmøde